Annonse

Frisørartikler – Intercoiffure – Solidt nordisk fællesskab

Frisørartikler – Intercoiffure – Solidt nordisk fællesskab
21. mars 2014 bal@freemindsmedia.com

21. mars 2014

Intercoiffure – Solidt nordisk fællesskab

Præsidenterne for Intercoiffure i Norge, Sverige og Finland

De skandinaviske frisører tænker ens – og anderledes end frisører i resten af verden. Linjerne er mere enkle og rene, og præsidenterne for Intercoiffure i Norge, Sverige og Finland er ikke i tvivl om, at vi kan lære meget af hinanden. Og så giver de i øvrigt stor ros til Intercoiffures Nordic Congress, som de betegner som en kæmpe succes både socialt og fagligt.

Af Pia Finne
De nordiske præsidenter for Intercoiffure i Norge, Sverige og Finland er enige: Nordic Congress i København har været en kæmpe succes. Og showet på Den sorte Diamant var uden sammenligning.
”Det var super flot og professionelt. Vi så det rå streetlook og det smukke dukkeagtige i en fornem grafik og opsætning”, lyder det samstemmende fra Oddbjørn Jacobsen fra Norge, Christer Hertzberg Haddad fra Sverige og Marko Sutinen fra Finland.
Trenden, der blev vist, var de tre også begejstrede for.
”Der blev vist en del kort hår, og netop i denne sommertid efterlyses det lyse, korte hår, og så var kombinationen af showhår og ideer, der er forbrugervenlige og faktisk kan anvendes i salonerne rigtig fin”, lyder det fra Christer Hertzberg Haddad fra Sverige.
Og Oddbjørn Jacobsen fra Norge fortæller videre, at det ikke blot var showet, der var en stor oplevelse, men at hele arrangementet klappede perfekt.
”Vi har været 200 deltagere fra 15 lande på selve kongressen og 500 mennesker til showet, og alt fra det faglige til det sociale og underholdningen har været i top”.
Således har der været 36 deltagere i kongressen fra Norge, 28 fra Sverige og 8 fra Finland.

Møder verdens bedste frisører
De tre er enige om, at en af de helt store fordele ved Intercoiffure er, at man kommer ud over sine egne grænser og møder nogle af de bedste frisører fra hele verden.
”Både socialt og uddannelsesmæssigt er det en oplevelse for livet”, fastslår Marko Sutinen. Og at Intercoiffure hjælper ved at donere penge til skoler i 3. verdenslande, så de kan få en frisøruddannelse, mener de tre er et ekstra plus.

Den skandinaviske stil
At der er en skandinavisk stil er der ingen tvivl om, og Marko Sutinen, Oddbjørn Jacobsen og Christer Hertzberg Haddad mener alle, at de skandinaviske frisører tænker ens, og at de kan lære rigtig meget af hinanden.
”Vi har en nordisk lidt enklere og mere ren stil med inspiration hentet fra det trendy London og det mere klassiske, stilfulde Paris”, forklarer de, og de er helt enige om, at den nordiske tendens inden for hårmode er anderledes end de tendenser, der ses andre steder i verden.

Se flere  frisørartilkerfrisørshows eller læs om hårmode her.



ANNONSE